Inden for industri-, handel- og servicevirksomheder har ERP-systemerne traditionelt stået stærkt, hvilket også med al tydelighed fremgår, idet leverandørernes understøttelse af de forskellige branchers kerneprocesser ofte er stor
ERP-leverandørerne bevæger sig fortsat dybere ind i de forskellige brancher, og leverandørerne opruster ligeledes ved at ansætte kompetencer med dyb brancheerfaring.
Det er interessant at se, at de fleste ERP-leverandører alene fokuserer på private virksomheder. Dette hænger formentlig i høj grad sammen med, at behovene i den offentlige sektor er forskellige fra land til land modsat den private sektor, hvor dette ikke er tilfældet. Der er dog en klar tendens til, at også offentlige virksomheder vælger at standardisere udvalgte områder. Det gælder blandt andet økonomistyring på standard ERP-systemer.
Der kan være stor forskel på betydningen af branchefokus hos leverandørerne. Mange leverandører går således ikke efter at løse alle behov inden for en given branche. Når eksempelvis en leverandør angiver, at de fokuserer på tele- og forsyningssektoren, betyder det ikke, at de leverer alle systemer, som branchen behøver. Således leverer de ikke nødvendigvis de centrale kernesystemer, som benyttes i branchen, men fokuserer derimod på helt snævert at levere løsninger til styring af for eksempel vedligeholdsprocesserne omkring den enorme tekniske infrastruktur, der findes i tele- og forsyningssektoren.
Der er stor forskel på den tilgang, som de forskellige leverandører har til at levere brancheløsninger. Nogle leverandører vælger at udvikle brancheløsninger selv, mens andre lader deres partnere stå for udviklingen. Der findes desuden kombinationer af ovenstående.
Der er stor forskel på leverandørernes strategi for, hvordan den branchespecifikke funktionalitet skabes i løsningen. Nogle leverandører vælger at programmere specifik software, for eksempel branchespecifikke moduler, mens andre skaber funktionaliteten via konfiguration af systemet. Ofte er det dog en kombination af de to strategier, der anvendes.
I praksis gør det ikke nødvendigvis nogen forskel, om behovene løses ved særlig parameteropsætning eller særlig funktionalitet. Systemet skal blot være rettet mod branchens måde at drive forretning på. Man må dog alt andet lige formode, at der er større dybde i brancheløsninger, hvor der er lavet specifikke softwarekomponenter til en given branche.
På toppen af selve softwareløsningen har mange leverandører også udviklet særlige ”industry best practices”, hvor der tilbydes specifik opsætning og procesdokumentation rettet mod den specifikke branche.
Netop branchedybden er et forhold, man skal være opmærksom på som køber af en brancheløsning. Alt andet lige må man som køber forvente, at løsningen er tættere på ens behov, hvis brancheløsningen er snævert defineret.
Man skal være påpasselig med ikke at forveksle ERP-leverandørernes markedssegmentering og fokus med eksistensen af en brancheløsning. Når en leverandør har valgt at fokusere på en branche, er det ikke ensbetydende med, at der findes en egentlig brancheløsning. Det kan lige så godt være, at leverandøren blot har gode referencer eller stor viden omkring en given branche og derfor vælger at fokusere på denne.
Virksomheder skal, inden de henvender sig til leverandørerne, gøre sig klart, at branchekompetence er personafhængig. Sommetider findes branchekompetencen hos leverandøren selv, og i andre tilfælde er den at finde hos partneren. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, om brancheløsningen udvikles af leverandøren eller partneren, og om systemet implementeres af leverandøren eller af en partner.
Der findes tilfælde, hvor en brancheløsning primært eksisterer på papiret, men reelt ikke findes. Problemstillingen er ofte, at leverandører eller partnere, som har implementeret én eller ganske få løsninger i en given branche, påstår at have en brancheløsning. Efter vores vurdering består en brancheløsning af 50 % branchespecifikt system og 50 % branchespecifik implementeringserfaring. Hvis en af delene – eller begge – mangler, har man således ikke en brancheløsning.
Grænsen mellem de branchespecifikke IT-systemer, der i mange år har eksisteret i de forskellige brancher, og ERP-systemerne vil løbende blive udvisket.
Slaget om fremtidens ERP-kunder vil formodentligt fortsat foregå branche for branche. For de mindre og mellemstore leverandører er brancheløsningerne muligheden for at kunne opnå konkurrencekraft, mens det for de store leverandører er måden at udvide markedet og skabe fortsat vækst. Set med en kundes øjne er udviklingen særdeles positiv, eftersom brancheløsninger ganske enkelt skaber mere værdi for færre penge.