Vandfaldsmetoden har rødder i systemudvikling, og mange standardmetoder bygger derpå. Metoden indebærer grundlæggende, at implementeringsprojektet opdeles i en række faser, hvor hver fase afsluttes, før der tages hul på den næste.
Faserne i et implementeringsprojekt baseret på vandfaldsmetoden vil typisk være:
Fordelene ved at anvende vandfaldsmetoden er blandt andet, at metoden er let at forholde sig til. De enkelte faser kan beskrives forholdsvis detaljeret med opgaver, leverancer, roller og ansvar, og der er ikke tvivl om næste skridt i forløbet. Desuden bliver det enklere at udarbejde kontrakten med leverandøren, og det bliver lettere at styre projektet.
Ulempen kan være, at metoden er ganske tidskrævende. Eksempelvis kan man komme til at bruge unødig meget tid i analysefasen for derefter at finde ud af, at analysen af egne processer var for detaljeret, fordi man hellere vil adoptere de best practice-processer, som systemet indeholder og dermed undgå tilpasninger.
Den agile metode, som ofte også kaldes den iterative metode eller prototype-metoden, bygger – som navnene antyder – på en proces, hvor systemet ”udvikles” og implementeres i en løbende dialog med leverandøren. Der afholdes fælles workshops, hvor man er online, det vil sige, at man arbejder i selve systemet og i fællesskab ændrer på eksempelvis parametre, skærmbilleder og rapporteringsfaciliteter.
Fordelen ved at anvende den agile metode er, at virksomheden bliver mere opmærksom på den måde, som systemet virker på. Herved kan virksomheden undgå tilpasninger og samtidig lære, hvilke fordele man kan opnå med systemet.
Ulempen ved metoden er, at det er sværere at binde leverandøren op på leverancen og sluttidspunkt for implementeringsprojektet. Man skal desuden ved denne metode være sikker på, at kemien mellem leverandør og virksomhedens projektmedarbejdere er god, da metoden medfører et tættere samarbejde end vandfaldsmetoden. Kemi bør derfor være et af beslutningsparametrene i anskaffelsesprojektet, hvis den agile metode vælges.
I praksis er det dog mest normalt, at de to metoder kombineres, således at der udarbejdes en prototype af systemet og derefter afholdes fælles workshops, hvor systemet tilpasses. Ved at tage begge metoder i anvendelse opnår man at kombinere det bedste fra begge verdener.